skip to Main Content
Konsultation hver tirsdag kl 16.10 - 21.00.

Er du henvist grundet blod i urinen skal du medbringe resultatet af blodprøven ”kreatinin” fra din praktiserende læge.

Den skal vi kende, hvis vi skal henvise dig til røntgenundersøgelse. Det er også i orden, hvis din egen læge har sendt dig til CT scanning af nyrerne inden du møder til undersøgelse hos os.
Har man blod i urinen skal nyrerne, urinlederne og blæren undersøges. Blæren undersøges ved en cystoskopi (kikkertundersøgelse) som udføres af klinikkens læger.

Hvad er cystoskopi?

Cystoskopi er en undersøgelse af urinrøret og blæren. Til undersøgelsen anvendes et kikkertinstrument (cystoskop). Cystoskopet er en tynd bøjelig fiberslange, som lægen fører op gennem urinrøret til urinblæren. Der er lys i fiberslangen, og derfor kan lægen se direkte på blærens inderside og påvise og kontrollere eventuelle sygdomme.

Gør det ondt?

Undersøgelsen foregår i lokalbedøvelse, og du føler derfor ingen smerter, men det kan være ubehageligt, når fiberslangen bliver ført op gennem urinrøret. Nogle mænd mærker også et vist ubehag, inden cystoskopet når blæren. Det mindsker ubehaget og letter undersøgelsen, hvis du hér prøver at slappe helt af.

Er der forberedelser til undersøgelsen?

Når du møder vil vi bede dem om at lade vandet til en urinprøve, som du afleverer til sygeplejersken inden undersøgelsen. På den måde kan vi sikre os, at du ikke har blærebetændelse. Hvis det er tilfældet, skal du eventuelt først behandles.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Ved undersøgelsen ligger du på en briks. Først vasker sygeplejersken dig omkring urinrørsåbningen og fører noget lokalbedøvende creme ind. Den gelé-lignende creme bevirker samtidig at fiberslangen glider lettere gennem urinrøret op i blæren.

For at lægen kan overse hele blærens inderside, fyldes blæren med vand gennem cystosopet.
Du kan få resultatet af undersøgelsen umiddelbart efter.

Hvor lang tid tager undersøgelsen?

Du skal regne med at undersøgelsen og samtale varer ca. 30 min.

Er der risiko for komplikationer og bivirkninger?

Undersøgelsen indebærer en lille risiko for infektion i urinvejene. For at skylle urinvejene godt igennem er det derfor vigtigt at de drikker rigelig væske bagefter.

Du kan have svie omkring urinrørsåbningen de første gange, du lader vandet. Disse gener forsvinder oftest i løbet af et par dage. Har du stadig svie efter 2 dage, eller får du feber, bedes du kontakte os eller deres egen læge.

Nyrerne og urinlederne undersøges ved en røntgenundersøgelse på en røntgenafdeling.

Tidsbestilling

For at bestille tid skal du udfylde vores kontaktformular. Vores sygeplejerske vil da kontakte dig den først kommende mandag mellem 17.00 og 19.00.

Her bor vi

Uroklinikken
Jægersborg Allé 14, 1. sal
2920 Charlottenlund.
Tlf: 30 744 119

Der er elevator i ejendommen.

Parkering:
Der er gode parkeringsforhold bag ejendommen (husk p-skive).

Offentlig transport:
Bus nr. 176, 169 og 179 kører næsten til døren.

Nærmeste S-tog er Charlottenlund station.

Urinvejscancer.dk

urinvejscancer.dk kan du læse beretninger fra andre patienter om deres sygdomsforløb.

Sundhedsstyrelsens rapport

Sundhedsstyrelsen udførte tilsyn med Uroklinikken i 2014.
Uroklinikken blev godkendt uden væsentlige anmærkninger. Sundhedsstyrelsens rapport om Uroklinikken fremgår af nedenstående link:

Se sundhedsstyrelsens rapport her

Endelig konklusion
Sundhedsstyrelsen har efter tilsynsbesøget d. 2. september 2014 og vurdering af det efterfølgende modtagne materiale af 2. september 2014 fra behandlingsstedet konkluderet, at behandlingsstedet nu opfylder målepunkterne.